Forslag til lokalplan 737 for Nyt campuskvarter på RUC
Plan- og Teknikudvalget har på sit møde den 19. august 2025 vedtaget at fremlægge forslag til lokalplan 737 til offentlig høring.
Høring
29. oktober 2025
3. september 2025

Høring
Lokalplanens formål er at give mulighed for omdannelse af ni tidligere forsknings- og undervisningsbygninger. Bygningerne vil fremover kunne rumme op til 287 ungdomsboliger samt skole og udadvendte campusfaciliteter. Lokalplanen skal sikre omdannelse af de eksisterende bygninger i stedet for nedrivning og giver mulighed for tilføjelse af en ekstra tagetage på nogle af bygningerne.
Ydermere sikrer lokalplanen bevaring af det centrale haveanlæg og fastsætter bestemmelser for beplantning og bevaringsværdige træer.
Lokalplanen fastsætter bestemmelser for bebyggelsernes anvendelse, omfang og arkitektur i form af materialer og facadedetaljer. Bestemmelserne har til formål at sikre, at om- og tilbygningen sker i
overensstemmelse med RUCs helhedsplan, og at den eksisterende bygningsstruktur samt det arkitektoniske slægtskab til RUC bevares.
Med ombygningen af de eksisterende undervisningsbygninger tilføjes yderligere 4.333 etagemeter, hvilket medfører behov for ekstra 43 p-pladser. Den centrale del af RUC Campus er bilfrit, og derfor skal pladserne etableres inden for campusområdets eksisterende parkeringsarealer, som ligger uden for lokalplan 737.
Det er muligt at indsende skriftlige bemærkninger til forslaget i høringsperioden nederst på siden. Høringsfristen er den 29. oktober 2025.
Borgermøde
Alle interesserede kan høre mere om forslaget på borgermødet den 7. oktober 2025 kl. 19-20:30. Mødet foregår på RUC Campus, Kommunikationsvej 11, 4000 Roskilde, Bygning 3, lokale 03.1-NE01 Auditorium C.
Læs mere og tilmeld dig borgermøde.
Videre proces
Når høringsperioden er afsluttet, vil vi samle op på de høringsvar, vi har modtaget, og vurdere om de giver anledning til ændringer i planforslaget. Herefter vil Plan- og Teknikudvalget tage endelig stilling til planforslaget.
Retsvirkninger
Indtil lokalplanforslaget er endelig vedtaget af Plan- og Teknikudvalget må de ejendomme, der er omfattet af lokalplanforslaget, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der kan foregribe den endelige plan. Den eksisterende lovlige anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil.
Miljøvurdering
Roskilde Kommune har truffet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering af forslag til lokalplan 737, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Se klagevejledningen vedrørende afgørelse om ikke at udarbejde miljøvurdering
Offentligt tilgængeligt
Alle høringssvar vil indgå i den videre behandling af sagen. Vi gør opmærksom på, at i forbindelse med den politiske behandling, bliver dit høringssvar offentliggjort i sin fulde længde som et bilag til sagen. Vi offentliggør også et høringsnotat med en sammenfatning af alle indkomne høringssvar med navn og adresse.
Oplysninger om navn og adresse er nødvendige for identifikation af afsender og i behandlingen af høringssvarene.
De oplysninger, du giver nedenfor om din adresse og mailadresse, vil ikke blive vist her på siden.
Dine oplysninger vil være offentligt tilgængeligt i indeværende byrådsperiode og næste, dvs. i max. 8 år.
Når du har sendt høringssvaret, går svaret automatisk til sagsbehandler. Du vil modtage en kvitteringsmail på den mailadresse, du har oplyst.
Navne-/adressebeskyttelse og følsomme personoplysninger
Har du navne-/eller adressebeskyttelse skal du sende dit høringssvar via Byudvikling og Grøn Omstillings digitale post vedr. høringer (borger) og gøre opmærksom på i mailen, at du har navne-/eller adressebeskyttelse. Dit høringssvar vil efterfølgende blive vist på høringsportalen og indgå i høringsnotatet og bilag med alle høringssvar i den politiske sag med oplysning om navne-/eller adressebeskyttelse.
Hvis du oplyser følsomme personoplysninger i dit høringssvar skal du sende dit høringssvar via Byudvikling og Grøn Omstillings digitale post vedr. høringer (borger) eller Byudvikling og Grøn Omstillings digitale post vedr. høringer (virksomhed/forening).
Følsomme personoplysninger er fx oplysninger om politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning; helbredsoplysninger m.m. Dit høringssvar vil efterfølgende blive vist på høringsportalen og indgå i høringsnotatet og bilag med alle høringssvar i den politiske sag uden oplysning af navn og adresse.
Personoplysninger
Vi beder om dine oplysninger for at kunne behandle og vurdere høringssvarene i forhold til den aktuelle sag. Når du udfylder og sender denne formular til os, bekræfter du samtidig, at vi gerne må registrere de oplysninger, du selv har tastet ind.
Kontakt
Høringssvar (2)
Som beboer i Trekroner og forælder til børn på Skolen Bifrost fremstår lokalplanen som et seriøst og vellykket tiltag til at udvikle området i retninger, som skaber bedre livskvalitet for områdets beboere.
Det drejer sig bl.a. om vellykkede bud på at fremme bæredygtighedsperspektiver i genanvendelse af bygningerne, respektere områdets helhedsudtryk og integrere RUCs bygninger, der nu i en årrække har været afvekslende brugt, i lokallivet i Trekroner.
Mvh
Andres Christensen