
Peter gav sit gamle køkken nyt liv
Ved at ombygge skabe og skuffer, ændre på indretningen og få malet alt i en frisk farve skabte Peter Henningsen et nyt køkken ud af sit gamle. Læs med, og hør hvordan.
Da Peter Henningsen i 2017 fik trang til at ombygge køkkenet i det hus, han bebor i Trekroner med sin familie, måtte han først indhente en byggetilladelse hos sin kone.
”Hun forudså, at det ville blive et tidskrævende projekt, så hun skulle overtales,” smiler han.
Husets oprindelige køkken havde han selv sat op i 2005. Det havde stadig mange gode år i sig, vurderede han.
”Jeg kunne lide tanken om at genbruge det frem for blot for at købe et nyt sæt spånplader og kassere de gamle.”
Fik byggetilladelse i fødselsdagsgave
Så da konen forærede ham en byggetilladelse i fødselsdagsgave, rev han køkkenet ned og byggede det op på ny ud fra sin nøje udformede indretningsplan.
”Køkkenmoduler kan sammenlignes med LEGO-klodser: De kan kombineres på utallige måder,” oplever Peter Henningsen, der kalder sig ’en glad og rutineret gør det selv-mand’.
”Et projekt af den her kaliber kræver det rette værktøj og en god portion erfaring, som jeg har fra andre køkkener, jeg har sat op. Jeg byggede ny sokkel og bearbejdede alle de moduler, der var: Nogle skabe skar jeg til i dybde og bredde og flyttede dem rundt i køkkenet. Andre skabe kunne vi bruge i husets øvrige rum.”
Bordplade består af 10 stykker
Til genbrugskøkkenet ville Peter Henningsen opsætte en ny bordplade.
”Men da min kone og jeg kiggede på plader i forskellige butikker, stak det af prismæssigt. I stedet tilskar jeg den gamle plade. I Den Blå Avis fandt jeg et stykke matchende træ. Herved lykkedes det mig selv at konstruere en ny bordplade. Den er samlet af 10 stykker, men det lægger man faktisk ikke mærke til.”


Det virker vanvittigt, at folk skrotter funktionsdygtige køkkener til tusindvis af kroner."
Føler en glæde ved at gøre det selv
Afslutningsvist lod han sin kone vælge køkkenets farve, som alle låger blev sprøjtelakeret i. I dag nyder familien det nye køkken.
”Jeg føler en særlig glæde ved at have udført arbejdet selv med de materialer, der var, sparet en del penge og samtidigt have skånet klimaet. På genbrugspladserne bugner containerne af brugbart køkkenmateriel. Det virker vanvittigt, at folk skrotter funktionsdygtige køkkener til tusindvis af kroner, fordi tidsånden dikterer nyt design,” harcelerer han.
”Materialerne kan jo altid bruges til et eller andet.”
Giv dit gamle køkken en makeover – fem råd fra Peter Henningsen
-
Før du udskifter hele køkkenet, bør du overveje, med hvilke greb du kan give dit nedslidte køkken en forfriskende finish: En gang maling eller sprøjtelakering gør ofte underværker.
-
Det samme gør en justering af hængende låger og en udskiftning af sløve lukkemekanismer.
-
I f.eks. IKEA kan man købe køkkendele og reservedele, der kan bygges ind i det eksisterende køkken og gøre det mere up to date, f.eks. udtrækshylder i stedet for faste hylder.
-
Skal du selv bore huller til f.eks. udtrækshylder, er præcision en vigtig ting. Man skal øve sig!
-
Vælger du selv at ombygge et eksisterende køkken, er udfordringen typisk, at du vil løbe tør for oprindeligt materiale fra det gamle køkken. Kig i Den blå Avis eller på lokale Facebook-grupper, om nogle udbyder f.eks. bordplade eller andet materiale, der matcher det oprindelige. Alternativt kan du gøre en dyd ud af at koble materialer med forskelligt udseende.


Fagekspert: Lad køkkenet leve længere
I foråret fik Videncentret Bolius lavet en undersøgelse, der viser, at den gennemsnitlige levetid for et køkken i et dansk hjem er på bare 11,2 år. Henrik Bisp, der er fagekspert inden for byggeteknik, bæredygtighed, energi og huseftersyn hos Bolius, deler ærgrelsen over det ressourcespild, de hyppige udskiftninger medfører.
”11,2 år er alt for kort en levetid; køkkenerne har potentiale til at holde meget længere,” påpeger fageksperten, der tit ser folk skifte køkken, når de flytter ind i en ny bolig.
”Folk vil have noget hipt og smart, men den adfærd bør vi som forbrugere ændre. Vi skal agere mere klimabevidst ved at give tingene en længere levetid.”
Pil køkkenet nænsomt ned
Har man i sidste ende besluttet at installere et nyt køkken, bør man pille det nænsomt ned, tilråder han:
”Herved kan andre få udbytte af de gode ressourcer og al den energi, der er brugt på at producere det gamle køkken: Fra dyrkning og fældning af træet over fremstilling af modulerne til transport af dem ud til hjemmet.”
Se mulighederne i et genbrugskøkken – fem råd fra Bolius’ fagekspert Henrik Bisp
- Overvej, inden du vælger at installere et nyt køkken: Er totaludskiftningen reelt et must, eller kan du nøjes med at forny enkelte dele?
- Eksperimentér med at adskille og sammensætte køkkenets moduler på ny. Jo mere du kan bevare, jo flere miljømæssige ressourcer kan du spare.
- Hvis du beslutter dig endeligt for at installere et nyt køkken, så adskil det gamle køkken nænsomt, og undersøg, om du kan bruge (nogle af) elementerne i f.eks. dit bryggers, værksted, sommerhus eller skur.
- Sæt alternativt det gamle køkken til salg, eller forær det væk, så andre kan få gavn af det.
- Et godt trick er at avertere med, at den fremtidige ejer selv kan komme og pille køkkenet ned og få det for en lavere pris.


Forær overskudstingene væk
Netop ambitionen om at forlænge levetiden på køkkeninventar og andre genstande fik i 2007 Karsten Kristensen og hans makker, Finn Rasmussen, til at oprette hjemmesiden storskrald.dk, som de driver med støtte fra bl.a. Roskilde Kommune.
Her kan borgere over hele landet uploade fotos af ting, de forærer væk – fra byggematerialer til legetøj.
”I stedet for at køre sagerne på genbrugspladsen kan man her give dem direkte videre til andre, der kan få glæde af dem,” beskriver Karsten Kristensen.
Alle kan gå ind på hjemmesiden, oprette sig som brugere og se, om den genstand, de står og mangler, findes her.
Skaber win-win-situation
Døre og vinduer er blandt de mest uploadede byggematerialer på siden. Hertil kommer fliser.
”Typisk tilbyder folk, at aftageren selv kan komme og pille fliserne op. Herved slår udbyderen to fluer med ét smæk ved både at få fjernet fliserne kvit og frit og afhænde dem,” oplever Karsten Kristensen og fremhæver yderligere en klimagevinst ved metoden:
”Når folk udveksler sager direkte via siden, sparer de det brændstof, det koster at køre tingene ud på genbrugspladsen, hvor andre så efterfølgende skal bruge energiressourcer på at hente dem. På den måde skaber sitet en win-win-situation, som vi gerne vil have endnu flere til at udnytte.”
Tryk på et punkt for at se detaljer.
- Hvordan vurderer du danskernes adfærd i forhold til udskiftning af køkkener?
”Køkkener bliver i stigende grad markedsført og anskaffet ud fra samme principper som modetøj: Man køber nyt, når køkkenmoden skifter, selv om køkkenets levetid langt fra er opbrugt.
Som der længe har været det inden for tøjbranchen, er der også inden for køkkener også begyndt at komme fokus på, at de helt eller delvist kan genbruges. Stadig flere sætter deres gamle køkkener på internettet til fri afhentning eller salg for billig penge - og de bliver faktisk afsat. Det er et positivt tegn. Men det opvejer ikke det spild af ressourcer, der sker, når folk udskifter et fuldt brugbart køkken, blot fordi bordpladens farve, køkkenelementerne farve, grebenes form eller andre detaljer ikke længere er højeste mode.”
- Hvorfor er det, set fra et ressource- og klimamæssigt synspunkt, vigtigt at genbruge hele eller dele af køkkener frem for at investere i nye?
”En meget stor del af det forbrug, som hver enkelt borger nemt kan være med til at sænke, omfatter køb, brug og bortskaffelse af ting. En udbredt velstand i Danmark giver os økonomisk råd til at udskifte ting som køkkener af modehensyn – snarere end af reel nedslidning. I en verden, hvor et sænket ressourceforbrug er tvingende nødvendigt for at skåne klima og miljø, er vi nødt til at omstille os ved at anskaffe færre nye produkter. Det, vi anskaffer, skal til gengæld være af høj kvalitet og med lang holdbarhed.”
Hvad skal man være opmærksom på, når man overvejer at udskifte sit køkken?
”Overvej, om udskiftning af køkkenet er det allervigtigste i dit liv lige nu. Måske kan køkkenet godt holde en årrække endnu. Dernæst kan man overveje at sætte sit personlige præg på det eksisterende køkken, f.eks. gennem skift af greb eller låger osv. Samt evt. at udskifte den bordplade, som er nedslidt, uden at skrotte hele køkkenet.
Hvis man står med et køkken, som efter lang og tro tjeneste skal skiftes, bør man – som med tøj – sikre sig, at det nye køkken er så modeneutralt som muligt, så risikoen mindskes for, at det hurtigt skal udskiftes igen. Flere køkkenfirmaer slår sig netop op på produkter i et tidløst design. Gå efter dem.
Endelig bør man sikre sig, at nye køkkenelementer og bordplader er udført at bæredygtigt træ. Se gerne efter FSC-mærket.”