Eksperimenter og forsøg

Her kan du læse om nogle af de eksperimenter og forsøg, der er blevet til eller har udviklet sig under Folkeoplysningens Laboratorium

Hvad et et eksperiment i FolkeLab?

Formålet med Folkeoplysningens Laboratorium er at nytænke og revitalisere 'folkeoplysningen'. 

Et folkeoplysnings-eksperiment eller –forsøg er derfor kendetegnet ved, at:

1.   Det har folkeoplysning som formål

2.   Der er en udfordring, som man ønsker løst

3.   Der gøres noget nyt eller bruges en ny måde

Man må altid gerne lære af hvad andre har gjort, så det ’nye’ betyder ikke, at det aldrig er gjort før, men måske blot, at man tilfører et nyt element, samarbejde eller tvist. 

Disse helt konkrete muligheder blev foreslået under Folkeoplysningens Laboratorium:

  1. Frivilligcenter Roskilde inviterer til infomøde om det nye projekt ”Frivillig i Fællesskab”, hvor STU-elever skal hjælpes ud i frivillighed. Målgruppen er alle foreninger i Roskilde, der ønsker at høre mere om projektet, hvordan man kan deltage, og hvordan Frivilligcenter Roskilde kan støtte i at tage godt imod STU-eleverne.

  2. Byens hus inviterer folkeoplysende foreninger, forbund, institutioner og organisationer i Roskilde til et eksperiment, som giver nuværende og fremtidige vælgere i vores lokale demokrati indgange til at forberede sig på det valg, der kommer til november - og de demokratiske valg, der (heldigvis!) kommer resten af livet. Hypotesen er, at hvis vi hjælpes ad, kan vi give mange forskellige borgere adgang til at styrke deres demokratimuskler og dermed gøre det nemmere at deltage i demokratiet til valgene - men selvfølgelig også til hverdag.

  3. Roskilde Oplysningsforbund, Alzheimerforeningens lokalforening Østsjælland og Roskilde  Kommunes Folkeoplysningslaboratorium samt Demensteamet indgår et samarbejde om projektet: Demenskor. Mennesker med en demenssygdom og deres pårørende kan hver uge deltage i demenskor.

  4. Et ønske til idrætsforeningerne om at oprette hold for forældre og små børn samtidig. Dvs. i den aldersgruppe børn, hvor man ikke kan sende dem til idræt alene. Med fordel med fokus på bevægelse og leg, i stedet for selve idrætten, for begge grupper. På den måde kan man lokke dem til, der måske ikke primært kommer for den specifikke idræts skyld men for motion og fællesskab. Med held og fede aktiviteter, kan det nok få flere børn til selve idrætten også.

  5. Få bevægelse, socialt samvær og viden om kunst på samme tid. Guidede gåture på Kulturstrøget i Roskilde, der løber parallelt med byens hovedstrøg Algade-skomagergade. Vægten er lagt på kunst i det offentlige rum. Turene tager 2-2½ time i det fri. Der er ingen krav til kompetencer, hverken inden for kunst, vandring eller friluftsliv, men deltagerne får alle tre ting uden af vide det. Guiden har lavet ture målrettet bl.a. ensomme eller ældre og er interesseret i samarbejde/partnerskab med Sundhedscenteret.

  6. Donation af brugt lydudstyr. Gundsø Teater - og Musikforening (GTM) afholder årligt omkring 10 teater -og musikforestillinger. Forestillingerne udføres af professionelle kunstnere. Det er her problemerne opstår. Disse mennesker er forvendt med professionelt lyd - og lysudstyr og GTMs lydanlæg er nedslidt og upålideligt. GTM eftersøger brugbart udstyr der står for en udskiftning.

  7. Aftenskole ønsker partnerskab med bibliotek. Rosa Aftenskole er meget interesseret i at samarbejde med Roskilde Bibliotek for at skabe initiativer, der fremmer læring og kulturel berigelse i vores lokalsamfund. Ved at kombinere ressourcer og ekspertise, kan ROSA tilbyde spændende oplæg og aktiviteter, der vil gavne de fælles målgrupper.

  8. Partnerskab mellem aftenskole og sundhedscenter. Rosa Aftenskole vil gerne indgå partnerskab med Sundhedscenteret. Målet er at skabe initiativer, der fremmer sundhed og velvære i vores lokalsamfund. Et samarbejde med Sundhedscentret kunne være en fantastisk mulighed for begge parter.

  9. Upcycling af skateramper. Skatehallen Hal 12 bliver af og til kontaktet af events og kultursteder, der skal af med deres gamle ramper. Ofte er ramperne i kedelig stand. Udfordringen er, at upcyclingen trækker på Hal 12s økonomi. Idéen er at skabe et upcycling-projekt, hvor fonde og/eller sponsorer støtter denne del af byggeholdets arbejde. 

  10. Giv unge rampebyggere inspiration til uddannelse. Hal 12 har et velfungerende byggehold, der laver mindre reparationer, vedligehold samt nybygninger af ramper. Byggeholdet består af en håndfuld erfarne byggefolk, hvoraf to-tre er tømrere/bygningskonstruktører. Byggeholdet rekrutterer også unge frivillige, som deltager på forskelligt niveau. Men ikke alle børn og unge har basiskendskab til håndværk. Idéen går på at gøre arbejdet på Hal 12s byggehold til et vindue ind til håndværksfagene for de unge. Teknisk Skole, de mange håndværksvirksomheder i regionen og resten af samfundet skriger på unge, der vil tage en teknisk uddannelse. De unge passer på profilen.

  11. Ung igen - genkendelsens glæde. Hvordan kan voksen/ seniorer uden hjemmeboende børn genfinde glæden ved at bruge sin krop ved at genopleve den idrætsgrene, man dyrkede som ung?

  12. Sundhedsskabende samarbejde. En klub søger samarbejdspartnere til at skabe tilbud til folk som skal aktiveres i eller efter et skadeforløb, hvor vores lokale og evt. trænere kan bruges til at skabe specielle forløb, med henblik på at få flere til at komme ned i en forening og finde et fællesskab og få rørt sig. Der kan skabes små hold på specielle dage/tider, hvor der kunne tilbydes træning i samarbejde med sundhedsfagligt personale og klubtrænere.

     

  13. Samarbejde med skoler. En klub søger partnerskab med lokale skoler omkring et aktivt samlingspunkt hvor der tænkes ud af den normale boks omkring skolens områder og brugen af skole og lokaler Skolens områder kan via samarbejde med kommune, skole, lokal foreninger og eksterne samarbejdspartnere skabe muligheder for at tilbyde f.eks. værested for unge, crossfit- , OCR og løbefællesskaber. Man kunne med et alternativt og "fræk" tankegang skabe muligheder for at flere bliver en del af et fællesskab. 

     

  14. Sunde, skønne og grønne byer. Vi kan tænke lokalt i brede partnerskaber der kombinerer flere agendaer - trivsel, sundhed, motion, mad, lokale fællesskaber og klima/biodiversitet og, på sigt, bevæge os mere mod forebyggelse og selvhjælpende fællesskaber. Ikke alene, men i en samskabelse med kommunen, købmanden, kirken, kroen og alle de skønne frivillige kræfter vi er så rige på i vores kommune.

  15. Demente til fællessang. På demenscentret Kristiansminde bor en række borgere der er ramt af en frygtelig sygdom. Og når man ikke længere kan genkende egne børn, men kan huske teksten til "Jeg ved en Lærkerede," er der langt mellem glæderne. Roskilde Kongrescenter tilbyder fællessang ca. en gang om måneden. Her kommer 600 glade borgere fra Roskilde og omegn og synger sange fra Højskolesangbogen. Hver gang er der reserveret 20 pladser til 10 demente og deres ægtefæller. Der kommer lys i øjnene, smil på læben og alle er glade.

  16. Udsmykning: Hvem kender nogen? Vi (Roskilde Ældre Motion (RÆM)) skal have udsmykket vores grå kældernedgang, så den dels kan afspejle hvem vi er og dels hvad, der foregår inde bag murene (motion og socialt fællesskab). Et ønske er, at arbejdet omkring udsmykningen skal gennemføres af en skoleklasse, bistået af en fag-lærer med en eller anden form for supervision af en 'designer'/kunstner.

     

  17. ”Det Viby, der var…” Lokalhistorisk Forening og Peder Syv Aftenskole, har et fællesskab omkring lokalforankrede værdier, idet begge foreninger interesserer sig for Vibys rødder – dvs. det Viby der var. De to foreninger har et fælles ønske om at udarbejde digitalt erindringsmateriale om byens fortid – og helst vha. det levende ord med interviews af ældre og ældres efterkommere, så det, der var ikke går i glemmebogen, men huskes og hædres og fastholdes til eftertiden.

     

  18. Et grønnere Viby - i maven og i haven. Peder Syv Aftenskole har i samarbejde med den lokale afdeling af Rema 1000 bl.a. sat sig for at udbrede kendskabet til, hvor enkelt det er at lave grønne og proteinrige retter. De to samarbejdspartnere fik i 2023 Roskilde Kommunes Landsby- og Bydelspris på 50.000 kr. til projektet. Sidenhen har projektet - i samarbejde med Grønt Omstillingsforbund i Roskilde - via Kulturministeriet fået tildelt yderligere 60.000 kr. til en at fortsætte samt udvide projektet i 2025. Udvidelsen består af 4 årlige festmiddage med 3-retters kødfrie menuer.

  19. Åben kreaklub i Byens hus. Ideen er at samle en kreds, der gerne vil udfordre sig selv og hinanden i forskellige kreative discipliner. Hver gang er der et tema (fx tegning, akvarel, tøj og syning. Nogle gange er det et åbent værksted (gratis). Nogle gange er der indbudt en underviser udefra (deltager betaling). Kredsen består blandt andre af medlemmer af gruppen 'unge i Byens hus' og planlægningen forgår i samarbejde med Byens hus og forhåbentlig FOF Roskilde.

  20. Nye samarbejder i naturpleje. DN Roskilde, Boserup Stævningslaug, og DNs  Naturplejenetværk,har ambitioner om at etablere en åbent tilgængelig hjemmeside med info om aktiviteter og projekter forskellige steder. Nogle grupperinger, der ikke har opdaget det endnu, kan få gavn og glæde af nogle synergier, som ambassadørerne har potentialer til at være med til at fremelske.

  21. Bordtennis med social ansvar. Har du lyst til at spille bordtennis vil Bordtennis med social ansvar gerne starte det op for sårbare og udsatte samt mennesker med mindre fysiske handicap. Under og efter Bordtennis er der socialt samvær med lidt at drikke og småhapsere. Det er gratis at deltage og kræver ingen medlemskaber.

  22. Lær teknikker til tegning og male i Orangeriet i Byens hus. Workshops med fastlagte tematikker inden for tegning og maleri. Underviser står klar 1½ time på fastlagte tidspunkter. Da workshopsne er åbne for tilmelding til sidste øjeblik og tanke er 'åben værksteds koncept' kan man også komme i sidste øjeblik.

     

#ALLE TIDERS ROSKILDE