
Ansøgning om kystbeskyttelse i Roskilde Kommune
Hvis du vil etablere eller ændre kystbeskyttelse på din ejendom, skal du indhente tilladelse fra Roskilde Kommune først.
Du skal søge om tilladelse før du etablerer et privat kystsikringsanlæg
Hvis du har en ejendom ned mod Roskilde Fjord, skal du søge Roskilde Kommune om tilladelse, før du går i gang med etablering af kystbeskyttelse. Du må gerne vedligeholde en lovlig anlagt kystbeskyttelse i samme dimension og materiale, uden tilladelse fra kommunen.
Hvis du allerede har et kystsikringsanlæg, men glemt at ansøge før du har etableret det, eller er usikker på, om du har ændret for meget i forhold til det lovlige anlæg, skal du ansøge om at få det lovliggjort.
Har du et ulovligt anlæg der skal lovliggøres, kan du enten søge om en retslig lovliggørelse eller fjerne anlægget. I tilfælde af at du søger om en retslig lovliggørelse, vil kommunen på samme måde som ved et nyt anlæg anmode om Kystdirektoratets vurdering. Efterfølgende vil sagen blive afgjort politisk.
Sådan søger du
Du søger om tilladelse til kystbeskyttelsesanlæg ved at udfylde ansøgningsskemaet og indsende det digitalt til Byudvikling og Grøn Omstilling i Roskilde Kommune.
Kystbeskyttelsesanlæg der kan ændre kystlinjerne, er omfattet af Lov om miljøvurderinger og skal miljøscreenes (VVM Screenes). Derfor skal du også indsende et ansøgningsskema med oplysninger, der kan have betydning for projektets miljøpåvirkninger. Du kan læse mere om Lov om miljøvurderinger på denne side.
Hvordan er den videre proces?
Når du har sendt en ansøgning om kystsikringsanlægget, anmoder vi, som kommune, om Kystdirektoratets faglige vurdering af projektet.
Derefter fremlægges ansøgningen for Klima- og Miljøudvalget, der træffer afgørelse i sagen.
Lov og regler der sætter rammen for private kystbeskyttelsesanlæg
Sammen med Kystbeskyttelsesloven danner kommunens kyststrategi rammerne for private kystsikringsanlæg.
- Gå til gældende Kystbeskyttelseslov LBK nr. 245 af 28/02/2025 (Retsinformation.dk)
Roskilde Kommunes kyststrategi opstiller retningslinjer for kystbeskyttelsesanlæg langs Roskilde Fjord. I kyststrategien kan du orientere dig om, hvad der vil blive lagt vægt på ved sagsbehandlingen.
Roskilde Fjord er Natura2000 område
Hele Roskilde Fjord er Natura2000 område og derfor vil der være en særlig restriktiv praksis for anlæg, som berører Natura2000 området. Ud over Natura2000 kan et anlæg også have betydning for forhold, der kræver tilladelse fra anden lovgivning, f.eks. Vandløbsloven eller Naturbeskyttelseslovens §3. Du skal ikke selv have det fulde overblik, men forvaltningen vil undersøge om det konkrete anlæg har indvirkning på anden lovgivning.
På nedenstående figur fremgår en oversigt fra Kystdirektoratet, over den primære miljølovgivning som kystzonen er omfattet af (ikke udtømmende).