Kompensationsydelse for voksne

Hvis du har varig nedsat funktionsevne, kan du søge om tilskud til de merudgifter, du har i din dagligdag.

Det skal du vide

Er du over 18 år og har en langvarig lidelse, der er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som ofte medfører, at der skal sættes ind med ikke-uvæsentlige hjælpeforanstaltninger i hverdagen.
Hvis dette er tilfældet, kan du ansøge kommunen om kompensationsydelse til dækning af de ekstra udgifter, som du har i din daglige livsførelse.

Dette omhandler udgifter, som kan kompensere for din nedsatte funktionsevne og medvirke til, at du kan leve et så almindeligt liv som muligt.

Det kan for eksempel være ekstra udgifter til:

  • Nødvendig medicin
  • Befordring og driftsudgifter til handicapbil
  • Kost- og diætpræparater
  • Beklædning

En kompensationsberettigende udgift er:

  • At udgiften er nødvendig
  • At den er en følge af din nedsatte funktionsevne
  • At den er et led i din daglige livsførelse
  • At den ikke kan dækkes efter anden lovgivning
  • At den ligger udover hvad en person på samme alder og i samme livsituation, men uden en funktionsnedsættelse ville have haft som udgift

 

Eksempler på kompensationsberettigende udgifter:

  • Den kompensationsberettigende udgift kan være hele udgiften, hvis hele udgiften er en følge af funktionsnedsættelsen. F.eks. din egenbetaling til tilskudsberettiget medicin, når behandlingen med medicinen skyldes din funktionsnedsættelse.
  • Den kompensationsberettigende udgift kan også være den ekstra udgift, der er tilbage, når den almindelige udgift er fratrukket. For eksempel hvis det er dyrere for dig at færdes med handicapbil, når du skal besøge venner eller familie. Da kan den kompensationsberettigende udgift være den eventuelle forskel mellem udgiften til offentlig transport og udgiften til benzin til din handicapbil.

Du kan muligvis også være omfattet af målgruppen for kompensationsberettigende udgifter hvis:

  • Du har medfødte lidelser med behov for diæt såsom PKU eller diabetes type 1
  • Du har behov for særligt tøj grundet deformiteter

Spørgsmål og svar

Kontakt Rådgivning og Visitation

#ALLE TIDERS ROSKILDE