start på hovedindhold

Open Call - Atelierpladser

Nu har professionelle kunstnere mulighed for at søge en atelierplads i Gasværket, Roskilde.

Gasværket i Roskilde er i udvikling og skal i de kommende år blive et kraftcenter for kunst ved porten til Roskilde havn, på aksen mellem fjorden og bymidten. Som en del af den vision inviteres kunstnere til at leje atelierpladser i huset.

Ønsket fra Roskilde Kommune er at skabe gode rammer for kunstnerisk fordybelse, produktion og udvikling, og styrke et professionelt kunstnermiljø, hvor forskellige praksisser kan mødes, inspirere hinanden og udvikle sig side om side.

Gasværket er en tidligere industribygning, hvis rå arkitektur og historiske spor skaber en særlig ramme for kunstnerisk arbejde. Med sin placering tæt på Roskilde Havn, byens historiske centrum og det kommende, nye Vikingeskibsmuseum har stedet potentiale til at vokse og blive et centrum for kunst til glæde for endnu flere besøgende.

Udover arbejdende kunstnere vil Gasværket også huse aktiviteter og udstillinger, som tilrettelægges af et programudvalg.
Som kunstner i Gasværket vil man få mulighed for at udstille i Gasværkets hovedbygning.

Open call’et henvender sig til professionelle kunstnere med en selvstændig og aktiv kunstnerisk praksis. Vi lægger vægt på kunstnerisk kvalitet, fagligt engagement og et ønske om at bidrage til husets udvikling. Vi er interesserede i forskellige kunstneriske praksisser og kunstnere på forskellige stadier af deres karriere. Der er atelierer, som er velegnede for billedkunstnere, der arbejder med forskellige materialer såsom keramik, glas, installation og meget andet.

Hvad tilbyder Gasværket?

Som kunstner lejer man et areal i et lokale med flere kunstnere. De fælles atelierrum danner ramme om kunstnernes daglige arbejde, fordybelse og udvikling af den kunstneriske praksis. Som kunstnergruppe eller duo har man mulighed for at ansøge om flere pladser i samme rum.

I Gasværket bliver man en del af et professionelt kunstnermiljø, hvor kollegial udveksling, faglig inspiration og gensidig respekt er centrale værdier.

Kom til informationsaften

Vi afholder informationsaften den 1. december 2026 kl.17 – 19, hvor man kan høre om ateliererne og fremtidens Gasværk.

For tilmelding til informationsaftenen skal man skrive til kulturogidraet@gmail.com.

Hvad skal man bidrage med?

Som arbejdende kunstner i Gasværket skal man være indstillet på at bidrage til en eller flere udstillinger i Gasværket årligt, hvor man bidrager med et eller flere værker. Derudover skal man stå for at fremvise sit atelier og formidle sin kunstneriske praksis én gang hver tredje måned i et udvalgt tidsrum. Som kunstner bliver du en del af et atelierfællesskab, hvor man skal stå for at organisere sig og samarbejde i hverdagen, bl.a. i form af indbyrdes aftaler om f.eks. anvendelse af redskaber og udstyr, forsikring, adfærdsregler o.lign.

I forbindelse med deltagelse i udstillinger i huset, skal man som kunstner bidrage med et eller flere værker, indgå i udstillingsproduktionen og afviklingen af udstillingen. Kunstneren har selv ansvar for egne værker i forbindelse med udstillingsproduktion, udstillingsperiode og nedtagning.

Praktiske oplysninger

  • Antal atelierpladser: ca. 10, hvoraf 4 øremærkes vækstlagskunstnere.
  • Atelierernes størrelse: 16,5 m2 – 31 m2.
  • Forventet indflytning: 1. februar 2027 eller snarest derefter.
  • Ansøgningsfrist: 4. januar 2027.
  • Pris: 750 kr. pr. m2 pr. år plus eget forbrug. 
  • Lejer er ansvarlig for at tegne relevante forsikringer herunder forsikring af materialer, værker, ulykkesforsikring o. lign. 

Ansøgningsproces

Tidligere arbejdere i Gasværket satte deres personlige præg på bygningen ved at skrive deres navn på murstensfacaden.

Kontakt ved spørgsmål til atelieordningen

#ALLE TIDERS ROSKILDE