
OPEN CALL: Skab et værk til Milens landskab og fællesskaber
Er du en del af det kreative vækstlag, kan du søge støtte gennem initiativet Milens Vækstlag til at udvikle stedsspecifik kunst og arkitektur til naturområdet Milen nær Roskilde.
Nyhed
Er du nyetableret kunstner, arkitekt, eller arbejder du med landskab, form og fællesskaber?
Så har du nu mulighed for at skabe et værk i naturområdet Milen i Roskilde.
Vi søger værker, der inviterer til fællesskab, leg og nye møder – både under Roskilde Festival og i landskabet året rundt.
Milens Vækstlag er et initiativ, der støtter nye stemmer og praksisser, der vil skabe stedsspecifikke kunstværker og mindre arkitektoniske installationer.
Med Milens Vækstlag ønsker vi at invitere eksperimenterende og legende værker ind i et omskifteligt og kontrastfyldt landskab, der i årets løb rummer mange forskellige besøgende – fra intensiv brug under Roskilde Festival til hverdagsbrug for det lokale nærområde resten af året.
Vi leder efter projekter, der:
- Tager afsæt i et landskab i forandring og som har mange besøgende året rundt.
- Understøtter nysgerrighed, leg og brug af området.
- Har tilgængelighed for øje og skaber værdi for fællesskabet.
- Er udtænkt med holdbarhed og lang levetid – minimum 1 år.
Vi forventer, at projekterne realiseres i forbindelse med Roskilde Festival 2027, og udstillingsperioden vil variere alt efter projektets behov.
Deadline for ansøgninger er d. 26. august 2026.
Du finder kriterierne for ansøgning på denne side.
Foto Christoffer Anias Sandager