Priser til fiskerikultur i Jyllinge, storke i Gundsømagle og hygge i Darup
Byrådets Landsby- og Bydelspriser er uddelt for 11. gang. I år var der tre prisvindere.
NyhedDen første pris gik til projektet ”Formidling af historien om Jyllinge Fiskerihavn og stejleplads.” Formidlingen kommer til at ske både på en hjemmeside, på skilte og ved rundvisninger på havnen. Priskommitéen lagde vægt på, at der er tale om bevaring og formidling af en unik kulturarv og et stærkt lokalt engagement.
Der blev også givet en pris til ”forbedring af fællesarealer i Darup”. Det handler om at skabe et hyggeligt udendørs mødested på et centralt grønt areal. Priskommitéen fremhævede det lokale stærke fællesskab og det vedvarende lokale engagement.
Den sidste pris gik til en storkerede i Gundsømagle. Idéen er at skabe et sted til ungerne af de to voksne storke fra Gundsølille. Håber er, at de vil slå sig ned i en storkerede i Gundsømagle i sommerhalvåret. Priskommitéen lagde også vægt på, at projektet understøtter det lokale fællesskab omkring storkene og samtidig sikrer god naturformidling.
Formålet med Landsby- og Bydelsprisen er at give mulighed for, at et lokalt fællesskab kan gennemføre en lokalt forankret idé, hvor nye fællesskaber skaber løsninger, så lokalsamfundet bliver stærkere og mere bæredygtigt.
Priskomitéen er forperson for Kultur- og Idrætsudvalget Julia Hunt, formand for Plan- og Teknikudvalget Claus Larsen og borgmester Tomas Breddam.
I år blev der uddelt tre priser på hver 50.000 kr.







