start på hovedindhold

Unge hjælper unge med at finde fællesskab og beslutningskraft

I projektet Unges Beslutningskraft er fire unge ansat som cirkelværter i Roskilde Kommune. Med deres egne erfaringer og indsigt i mødet med systemet skaber de trygge fællesskaber, hvor andre unge kan være sig selv, blive hørt og udtrykke sig i fællesskab med hinanden.

Nyhed

- At være cirkelvært er at være en ung, der hjælper en anden ung med at have det fedt med at være ung, sådan beskriver 18-årige Asger sit studiejob som cirkelvært i projektet Unges Beslutningskraft.

Når Asger, A.C., Rebekka og David møder ind på arbejde, er det ikke vareopfyldning eller espresso-brygning, der fylder, sådan som det måske gør for mange andre unge med studiejob i fx Rema 1000 eller Lagkagehuset.

De fire unge er ansat af Roskilde Kommune som cirkelværter i projektet Unges Beslutningskraft, i samarbejde med Bikubenfonden. Deres vigtigste værktøj og fineste kompetence er dem selv og deres indsigt i, hvordan det er at møde systemet som barn og ung.


Ung til ung

Som cirkelværter er de unge både rollemodeller og tovholdere. Samtidig er det vigtigt, at de ikke indtager en traditionel voksen- eller autoritetsrolle:

- Det at være cirkelvært er både at være rollemodel og tovholder, men samtidig ikke at være sådan megaautoritet. Når vi holder cirklerne, er vi i øjenhøjde med de andre deltagere. Vi er jævnaldrende med de unge og har måske lidt den samme baggrund. Den eneste forskel er, at det er os, der har planlagt det, så vi er værterne. Men ellers er vi lige og kan spejle os i hinanden, fortæller 19-årige Rebekka. 

Sammen skaber cirkelværterne ungecirkler: faciliterede rum, hvor fællesskab og tryghed danner rammen om mødet mellem unge.
Til møderne laver deltagerne noget sammen, der optager dem, fx krea eller brætspil m.m.
samtidig med at de oplever, hvordan et rum uden voksne kan give plads til, at unge tør udtrykke sig på en anden måde, end de måske er vant til.

Et sted at høre til

For 21-årige cirkelvært David blev betydningen af ungecirklerne særligt tydelig efter en af de første cirkler:

- Da vi havde holdt en af vores første cirkler, kom der en deltager hen til mig og var sådan: ’Hvornår gør I det her igen? Det var megafedt.’ 
Jeg synes det kunne have været fedt at være med til en ungecirkel, da jeg var yngre. Så det betød virkelig meget, at jeg kunne mærke, at jeg havde været med til at gøre, at et ungt menneske havde modet til at være sammen med et andet menneske, fortæller David. 

Unge har særlige kompetencer

Netop relationen fra ung til ung er en vigtig del af projektet, fortæller projektleder Susanne Nannerup.

Vi tror på, at unge kan noget for hinanden, som vi voksne og kommunen ikke kan på samme måde. Når de deler erfaringer og skaber noget sammen, får de både mod til at finde deres egen vej og mulighed for at styrke hinandens beslutningskraft, fortæller hun.
Cirkelværterne viser, hvad der kan ske, når unge får mulighed for at bringe deres erfaringer i spil, tage ansvar og sætte retning.

Når Asger, A.C., Rebekka og David planlægger og afholder cirklerne, bruger de deres egne erfaringer og deres blik for, hvad der skal til, for at andre unge føler sig velkomne og får lyst til at deltage. Det kan mærkes på deltagelsen, for de unge kommer igen, når der bliver inviteret til nye cirkler.


For 20-årige A.C. har arbejdet som cirkelvært samtidig styrket troen på hendes egne evner:

- Jeg har rendt rundt og tvivlet rigtig meget på mine evner generelt og på, om jeg kunne udføre selv små ting i hverdagen. Så da jeg fik tilbudt det her job, var det et kæmpe selvtillidsboost. Tanken om, at nogen havde udvalgt mig til et job med så meget ansvar og troet på mig, har været meget øjenåbnende for mig.

Jobbet giver ikke kun cirkelværterne mulighed for at bruge det, de allerede kan. Det giver dem også erfaring med at tage ansvar, skabe noget sammen med andre og opdage nye sider af sig selv. Samtidig viser de, at unge kan være med til at skabe de fællesskaber, de selv og andre unge har brug for.

Kom med til ungecirkel

Er du ung og mellem 14-22 år, og bor du i Roskilde Kommune? Har du kontakt eller har du prøvet at have kontakt med kommunen? Så er ungecirkler måske noget for dig.

Ungecirkler holdes i Byens Hus kl. 15.00-18.00:

8. oktober 2026: Krea-cirkel 

29. oktober 2026: Stopmotion-cirkel 1

12. november 2026: Stopmotion-cirkel 2

26. november 2026: Stopmotion-cirkel 3

 

Tilmelding:

Send en smiley til Cirkeltelefonen på nummer 23370864. 

#ALLE TIDERS ROSKILDE