Roskilde Kommune står i de kommende år over for både vækst, stigende velfærdsbehov og mangel på arbejdskraft. Derfor skal kommunens økonomi styres ansvarligt, langsigtet og med fokus på, at ressourcerne bruges dér, hvor de skaber størst værdi for borgere, erhvervsliv og lokalsamfund.
De økonomiske retningslinjer for 2026-2029 sætter rammerne for byrådets styring af kommunens samlede økonomi. Retningslinjerne skal sikre balance i budgettet, en robust likviditet, ansvarlig gældsudvikling og plads til strategiske investeringer i fremtidens velfærd.
Retningslinjerne understøtter samtidig Roskilde Kommunes 2030-vision ”Velfærd skaber vi sammen”, hvor velfærd udvikles i samarbejde mellem kommune, borgere, medarbejdere, frivillige og andre aktører.
Samlet skal retningslinjerne sikre, at Roskilde Kommune har en stabil og bæredygtig økonomi – både nu og i fremtiden. Målet er at skabe økonomisk råderum til nødvendige prioriteringer, samtidig med at kommunen kan håndtere uforudsete udgifter og investere klogt i fremtidens velfærd.